Vi vil gerne være et hus med et fællesskab. Vi respekterer hinandens privatliv, men vi deler hus og vil gerne have et forpligtende fællesskab med hinanden. Dvs at vi hilser på hinanden på trappen og i kælderen. Vi byder velkommen til nye i huset og hjælper gerne hinanden efter behov.
Bestyrelsen varetager den daglige ledelse og planlægger og sørger for løbende vedligehold af huset. Vi har ingen vicevært. Trappevask skiftes vi til. To-fire gange om året holder vi arbejdsdag a ca. 2-3 timer, hvor vi hjælper hinanden bl.a. med at rengøre kælderen, luge og feje i gården og meget andet; og ikke mindst slutter vi gerne af med at spise mad sammen.
De 10 lejligheder er mellem 62 og 125 m2. Lejlighederne til venstre er 3-værelses, og lejlighederne til højre er 2-værelses. 8 af lejlighederne har altan, hvoraf de fleste er bygget i 2017.
Når en lejlighed skal sælges, bliver alle på ventelisten kontaktet. Hvis mere end en er interesseret, har den fortrinsret, som har stået længst tid på ventelisten. Sælger vælger selv, om en ejendomsmægler skal forestå salget. Under alle omstændigheder udarbejdes en andelsrapport om lejlighedens stand og evt. tillæg eller fradrag i pris i forhold vedligehold og evt. renovering.
Andelsboligforeningen Bogensegade 7 er en lille andelsforening med 10 andelslejligheder i samme opgang. Vi bor i en ejendom, som blev bygget i 1910. Ejendommen har stuklofter, karnapper og smukke plankegulve, og den harmonerer godt med de andre ældre bygninger i kvarteret. Ejendommen er fredet i kategori 4; dvs. at facaden mod gaden ikke må ændres.
Andelsboligforeningen blev etableret i 2006. Samme år blev tagetagen ombygget til beboelse, hvor de to taglejligheder på 4. sal er i 2 plan.
I kælderen er der fællesrum, hvor der er plads til opbevaring, og hvor hver lejlighed har et mindre skabsrum, som kan låses. Derudover er der vaske- og tørrerum samt cykelkælder.
Gennem kælderen er der udgang til vores egen gårdterrasse med grill, havestole, blomster og tørreplads. Der er endvidere adgang til karréens fællesareal, som er smukt anlagt med træer, blomstrende buske, små hyggekroge, sandkasse og gynger, græsplæne og en pergola, hvor der jævnligt holdes fester og grillhygge.
Der er ikke tilladt at holde dyr i ejendommen, og vi opfordrer til, at der ikke ryges indendørs.
Er du interesseret i at komme på venteliste til en lejlighed, skal du udfylde formularen her eller sende en mail til venteliste@bogensegade7.dk
I mailen skal fremgå:
Navn og kontaktoplysninger
Er du interesseret i en 2- eller 3-værelses lejlighed?
Er det forældrekøb?